Krone/brobehandling​

​Hvis en tand er knækket eller har mistet sin styrke, f.eks. som følge af en stor fyldning, ved rodbehandling (hvor tanden bliver mere porcelænsagtig og derved lettere knækker) eller ved revner (infraktioner) kan styrken ofte tilbagevindes med en tandkrone.

Når tandlægen udstyrer en tand med en krone af metalkeramik (guld med porcelæn), en ren porcelænskrone eller en guldkrone bliver tanden genopbygget til den oprindelige form. Kronen fungerer populært sagt som en slags tøndebånd, der beskytter tanden mod yderligere skader. Tanden bliver dermed bevaret sammen med dens tyggeevne og kosmetik. Derfor er en krone ofte den mest fornuftige og langsigtede løsning - også økonomisk.

Faserne i krone-/brobehandling udgøres af:

Beslibning af tand/tænder, evt forudgået af en opbygning af tanden. Undersøgelser har vist at i ca.10-20% bliver det efterfølgende nødvendigt at rodbehandle tanden. Dette gøres altså ikke rutinemæssigt på forhånd!

Der tages aftryk og farveprøve(denne enten hos os eller hos vores tekniker i Gerritsgade) og der fremstilles en midlertidig krone, som skal beskytte tanden indtil den endelige krone kommer til cementering. Efter aftrykstagning kan tanden være følsom for kulde, varme og også øm ved tygning. Disse gener kan vare i op til 3 måneder efter indlægget/kronen eller broen er sat på.​

Efterbehandling:

Nødvendige efterbehandlinger i op til ½ år, der bl.a. kan indbefatte bidkorrektion eller beslibning af kronen, er inkluderet i prisen. Nødvendige rodbehandlinger og stiftopbygninger er ikke inkluderet i prisen.Der gives 5 års garanti på indlæg/kroner og broer, under forudsætning af normalt brug (tygning), god mundhygiejne og regelmæssige kontroller her på klinikken.

​Kvaliteten:

Kronerne/broerne udføres af en godkendt dansk tekniker her i Svendborg, og der anvendes altid højædle legeringer. Det at fremstille den æstetisk set optimale krone, altså en krone som i høj grad ligner de andre tænder, er lidt af en kunst. Der er derfor også forskel på de tandtekniske laboratoriers arbejde og på den pris tandlæger betaler til teknikeren for dette arbejde. En ret betydelig del af en krones pris kan gå til den tandtekniker, som fremstiller kronen.

"Kina-kroner"

Udenlandske teknikere er typisk billigere, fordi arbejdslønnen mange steder i udlandet er meget lavere, samt det faktum at der er en større produktion. Derfor kan man spare penge, hvis tandlægen vælger en udenlandsk tekniker til sit kronearbejde. Men til gengæld er der typisk ikke helt den samme garanti på kronen. Hvad æstetik angår har en dansk tekniker bedre mulighed for at gøre det allerbedste job. Vores lokale tekniker kan ved selvsyn se tænderne fysisk, tage en præcis farveprøve, se furer og andre særegne træk ved den enkelte persons tænder. Hvis ikke andet aftales, vil vi altid vælge at få krone-/bro-arbejdet udført i dansk kvalitet. Da der er forskel på patienters præferencer og økonomiske formåen kan vi på klinikken tilbyde forskellige krone-løsninger til forskellige priser.

CENTRUMPLADSEN 212 | 5700 SVENDBORG | TLF.: 62 21 25 03 ELLER TLF.: 62 21 52 72